Forretningsbetingelser
Her kan du læse vore normale forretningsbetingelser, som er gældende for alle ydelser leveret fra Just a website til vore kunder, med mindre andet skriftligt er aftalt.
1. GENERELT
Disse betingelser er gældende for alle aftaler, der er indgået med:
Just a website (herefter benævnt JUSTAWEBSITE)
Claus Rønnow ApS
Nørremøllevej 74
8800 Viborg
En aftale er gyldig ved kundens accept af et fremsendt tilbud eller ordrebekræftelse. Accepten kan ske pr. e-mail eller ved underskrift på den fremsendte ordrebekræftelse.
Aftalen er alene gyldig for de timeopgaver, som JUSTAWEBSITE leverer i forbindelse med en opgave eller et større projekt.
Betingelser for hosting, domænenavne, licens på software og supportaftaler er fastlagt i særskilte aftaler afhængig af den valgte tekniske løsning.
Med “kunden” menes den person eller virksomhed, som indgår aftalen med JUSTAWEBSITE.
Med “brugeren” menes kunden eller en hvilken som helst person, som af kunden er bemyndiget til at arbejde med kundens løsning.
Med “projekt” menes de samlede opgaver, som udføres for kunden.
2. YDELSER
2.1 Aftalens ydelser
De konkrete ydelser i en given aftale fremgår af det fremsendte tilbud eller ved større projekter af den fremsendte ordrebekræftelse.
Alle væsentlige specifikationer ved et projekt skal fremgå af tilbuddet eller ordrebekræftelsen inden kundens accept. Det påhviler kunden at sikre sig, at alle væsentlige specifikationer fremgår af tilbuddet eller ordrebekræftelsen inden accept.
2.2 Projektspecifikke betingelser
Hvis der er aftalt andre betingelser på et givet projekt end de generelle betingelser, som fremgår af nærværende forretningsbetingelser, så skal de fremgå separat i tilbuddet eller ordrebekræftelsen.
Det påhviler kunden at sikre sig, at eventuelle særlige betingelser for et projekt fremgår af tilbuddet eller ordrebekræftelsen.
3. KUNDENS FORPLIGTELSER
Kunden er eneansvarlig for rigtigheden af de afgivne oplysninger. Dersom der forsætligt eller groft uagtsomt afgives ukorrekte kontraktoplysninger, uanset om det er navnet, kontaktpersonen, forretningsadressen, postadressen, e-mail etc., vil JUSTAWEBSITE annullere ordren.
3.1 Kundens hjemmeside
Kunden er eneansvarlig for enhver oplysning eller ethvert materiale, der er indført og offentliggjort på kundens hjemmeside. Kunden har ejendomsretten og immaterielle rettigheder til det materiale, som kunden eller brugeren offentliggør på kundens hjemmeside.
Det indhold der offentliggøres på eller henvises til fra kundens hjemmeside skal overholde dansk lov, loven i det eller de lande, hvor kunden har permanent virksomhed eller hjemsted og loven i de lande til hvilke indholdet er rettet eller beregnet.
Kunden er ansvarlig for opnåelse af alle licenser og tilladelser fra offentlige myndigheder m.fl., der er nødvendige for kundens indhold på hjemmesiden.
3.2 Deadline
Hvis der er aftalt en deadline for et projekt, så skal denne fremgå af tilbuddet eller ordrebekræftelsen.
Kunden er ansvarlig for overholdelse af alle indlagte deadlines i forbindelse med aflevering af materiale, fremskaffelse af nødvendige oplysninger og lignende. Ved overskridelse af deadlines kan JUSTAWEBSITE ikke holdes ansvarlig for overholdelse af det samlede projekts deadline. Dette gælder ligeledes ved mangelfuld overholdelse af deadlines hos tredjepart, som er involveret i projektet.
De relevante deadlines vil fremgå af den fremsendte tidsplan, som udarbejdes umiddelbart efter accept af tilbud eller ordrebekræftelse.
3.3 Domænenavn
Kunden er eneansvarlig for rigtigheden af de afgivne oplysninger, og dersom der afgives ukorrekte kontaktoplysninger, vil JUSTAWEBSITE slette ordren. Det er kundens ansvar og risiko, at ansøgningen om ibrugtagning af et domænenavn er i overensstemmelse med den relevante top level domæne registrators navnepolitik til enhver tid.
Det er kundens ansvar og risiko at sikre sig, at registreringen eller brugen af det relevante domænenavn ikke krænker andres immaterielle rettigheder eller ejendomsrettigheder.
Kunden er forpligtet til at undersøge, om domænet faktisk er registreret, selv efter fremsendelse af en ordre, og i hvert fald før han pådrager sig udgifter for serviceydelser eller produkter, der direkte refererer til eller forventes at blive relateret til domænenavnet. JUSTAWEBSITE er ikke ansvarlig for tab, krav eller skadeserstatning, som kunne være undgået, dersom denne forpligtelse var blevet opfyldt.
Ved at indsende ansøgning om registrering af domænenavn til JUSTAWEBSITE, accepterer kunden indsamling og behandling af data i forbindelse med den offentlige forespørgselsbaserede “Whois”-oplysning, for eks. kundenavn, postadresse, e-mailadresse, fax, telefonnummer, etc. på kunden selv, på den tekniske kontaktperson og på den administrative kontaktperson.
4. FORPLIGTELSER
JUSTAWEBSITE er forpligtet til at levere de i tilbuddet eller ordrebekræftelsen anførte ydelser og sikre, at den beskrevne funktionalitet virker.
JUSTAWEBSITE er forpligtet til at sikre, at en webbaseret løsning fungerer i de seneste versioner af de fire mest udbredte browserplatforme. Hvis kunden ønsker, at løsningen også skal fungere i ældre udgaver eller på særlige browserplatforme, så skal dette fremgå eksplicit af ordrebekræftelsen.
JUSTAWEBSITE er forpligtet til at foretage rettelser uden beregning i de ydelser, der er leveret i et givet projekt i en periode på 2 måneder efter aflevering af projektet til 1. korrektur hos kunden. Dette gælder dog ikke fejl eller manglende funktionalitet som følge af nye browserudgaver, opdaterede styresystemer, ændringer i den anvendte software, lovkrav samt fejl, der følger af forkert håndtering af systemerne fra kundens side eller fra tredjepart. Sådanne fejlrettelser vil blive faktureret efter forbrugt tid til den til enhver tid gældende timesats.
JUSTAWEBSITE er i intet tilfælde ansvarlig for krav, baseret på tab der kunne være undgået, dersom kunden havde taget og lagret backup af filer i henhold til nærværende aftale.
4.1 Supportaftale
Som en del af tilbuddet eller ordrebekræftelsen er der tegnet en abonnementsaftale, som er gældende for 12 måneder ad gangen med mindre andet er udtrykkeligt aftalt. Aftalen fornyes automatisk, hvis den ikke opsiges pr. mail senest 1 hel måned før en ny periode begynder.
Abonnementsaftalen indeholder en obligatorisk driftsaftale og en obligatorisk supportaftale. Herudover kan den også indeholde en vedligeholdelsesaftale.
En driftsaftale dækker hosting og licens til det system, som ligger bag ved kundens website (også kaldet content management system), herunder en indbygget SSL løsning. Prisen for driftsaftalen fastsættes af JUSTAWEBSITE og vil afhænge af løsningens funktionalitet, kompleksitet og de anvendte systemer. Hvis en løsning udbygges med ny funktionalitet eller andre tilføjelser, så kan JUSTAWEBSITE i forbindelse med tilbuddet eller ordrebekræftelsen på samme varsle en opgradering til en dyrere driftsaftale for at kunne håndtere funktionaliteten. Driftsaftalen reguleres årligt i henhold til udviklingen i forbrugerprisindekset.
En supportaftale giver kunden og brugere hos kunden adgang til GRATIS support pr. telefon og e-mail inden for JUSTAWEBSITEs normale åbningstider. Supporten omfatter hjælp til at bruge det konkrete system, som ligger til grund for projektets løsning. Ved rettelser, tilføjelser eller opgaver, som ikke er omfattet af supportaftalen, vil den enkelte medarbejder ved JUSTAWEBSITE fremsende konkret tilbud eller timeestimat på løsningen pr. mail. Med en supportaftale vil kunden have adgang til en særlig fordelagtig timepris for betalte supportopgaver. Den særlige timesats for supportopgaver gælder kun, hvis opgaven ikke overstiger 10 timer samlet. Prisen for supportaftalen fastsættes af JUSTAWEBSITE og vil afhænge af løsningens funktionalitet, kompleksitet og de anvendte systemer. Hvis en løsning udbygges med ny funktionalitet eller andre tilføjelser, så kan JUSTAWEBSITE i forbindelse med tilbuddet eller ordrebekræftelsen på samme varsle en stigning i prisen for supportaftalen. Supportaftalen reguleres årligt i henhold til udviklingen i forbrugerprisindekset.
En vedligeholdelsesaftale giver kunden og brugere hos kunden mulighed for at lade JUSTAWEBSITE håndtere den løbende opdatering og vedligeholdelse af kundens website. Kunden skal blot fremsende færdigt indhold med anvisninger til JUSTAWEBSITE om, hvor ændringerne skal ske. Hvis en løsning udbygges med flere sider, ny funktionalitet eller andre tilføjelser, så kan JUSTAWEBSITE i forbindelse med tilbuddet eller ordrebekræftelsen på samme varsle en stigning i prisen for vedligeholdelsesaftalen. Vedligeholdelsesaftalen er et tillæg til de obligatoriske drifts- og supportaftaler og reguleres årligt i henhold til udviklingen i forbrugerprisindekset.
5. PRIS OG BETALING
Betaling skal senest ske 8 dage efter modtagelse af faktura. Hvis betaling forsinkes pålægges renter på 1% af det forfaldne beløb for hver påbegyndt måned. Ved for sen betaling fremsendes en betalingspåmindelse og herefter en rykkerskrivelse, hvor der er pålagt rykkergebyr og varsling om overdragelse til retslig inkasso.
Alle priser er eksklusive offentlige skatter og afgifter. Hvis der efter aftalens indgåelse fremkommer ændringer i skatter/afgifter, kan JUSTAWEBSITE vælge at forhøje prisen for et igangværende projekt, således at JUSTAWEBSITE holdes skadesløs.
6. ANSVARSBEGRÆNSNING
Kunden accepterer at holde JUSTAWEBSITE skadesløs i forbindelse med et eventuelt krav, som tredjemand måtte rejse over for JUSTAWEBSITE på grundlag af indholdet på kundens hjemmeside, eller på grundlag af registreringen af et domænenavn.
JUSTAWEBSITE kan ikke holdes ansvarlig, hvis brugere af Internettet og kundens hjemmeside – bevidst eller ubevidst – får adgang til kundens eller brugerens dataressourcer og afbryder eller hindrer informationsstrømmen.
JUSTAWEBSITE er under ingen omstændigheder erstatningspligtig over for kunden eller tredjemand, hverken efter erstatningsretten indenfor eller udenfor kontrakt eller på anden måde, for nogen form for indirekte tab, herunder men ikke begrænset til tab af indtjening, omsætning, goodwill, forventede besparelser, tab af data, eller for noget som helst økonomisk tab, konkret dokumenterede tab, hændelige tab eller drifts-/følgetab, uanset hvordan det måtte opstå i relation til brugen af de i denne aftale omfattede ydelser.
JUSTAWEBSITEs erstatningsansvar er i øvrigt begrænset til og kan aldrig overstige kr. 20.000. JUSTAWEBSITE kan ikke gøres ansvarlig for, at serveren hvortil kunden har adgang, eller kommunikation mellem kunden og JUSTAWEBSITE, eller kommunikation i øvrigt, er befængt med vira eller andre skadelige elementer.
6.1 Force majeure
Hvis aftalens gennemførelse helt eller delvist hindres eller i væsentlig grad vanskeliggøres af omstændigheder uden for parternes kontrol, suspenderes parternes forpligtelser i det omfang, det er relevant i betragtning af omstændighederne og så længe disse omstændigheder vedvarer. Sådanne omstændigheder omfatter, men er ikke begrænset til, strejke, lockout, telekommunikationsfejl og andre omstændigheder, der vil blive klassificeret som force majeure.
7. VÆRNETING OG LOVVALG
Enhver tvist der udspringer af nærværende aftale skal afgøres efter dansk ret, og tvisten er underlagt retten i Viborg som første retsinstans.